EPS-beton

Oprettet d.

EPS-beton

EPS-beton – let, isolerende og modstandsdygtig

EPS-beton (også kaldet letvægtsbeton med EPS) er en smart og moderne løsning til opbygning og isolering af undergulve og terrændæk. Den er let at arbejde med, vejer ganske lidt og har flere fordele, der gør den ideel til både nybyggeri og renovering – især hvor man vil undgå kuldebroer og fugtopsugning. I bindingsværkshuset lægger den sig let helt op til f.eks. et frigravet sylstensfundament og holder dermed kuldebroen helt ude ved sylstenen, hvor den kan dækkes af væggens isolering.

Hvorfor bruge EPS-beton?

EPS-beton har flere egenskaber, der gør den særligt velegnet til byggeri:

- Isolerende: Takket være de mange små EPS-fragmenter (ekspanderet polystyren) har betonen en høj isoleringsværdi, som mindsker varmetab. 350 mm. EPS beton isolerer som 250 mm. mineraluld.
- Kapillarbrydende: Modsat traditionel beton suger EPS-beton ikke fugt op fra undergrunden, hvilket forhindrer opstigende fugt i bygningen. 250 mm. EPS beton anses som kapilarbrydende, så med denne lagtykkelse eller mere, er der ingen grund til etablere et kapilarbrydende lag under EPS-betonnen.
- Let materiale: Den lave vægt gør den nem at arbejde med, og den belaster ikke bygningens konstruktion. EPS-beton vejer ca. 1/3 af Alm beton.
- Modstandsdygtig mod skadedyr: EPS-beton er ikke attraktiv for mus og rotter – det gør den til et klogt valg i et hus uden fundament ført ned i frostfri dybde, som f.eks. et bindingsværkshus med sylstensfundament.

- Klimavenlig: Hvis der anvendes granuleret genbrugs EPS, der indsamles ved nedrivning/ombygning, skabes en klimavenlig løsning, som kan genbruges ved knusning og indgå i nye EPS-beton konstruktioner.

EPS-beton kan købes færdigblandet og leveret med pumpe, men det er ret dyrt. Hvis du - har tiden - og blander det selv, kan du blande EPS-beton til ca. kr. 1000,- pr. M3. Den færdigblandede koster fra kr. 6500,- pr. M3. Så du bliver rigeligt belønnet for den tid du bruger på at blande det selv. En ekstra fordel er, at der er meget mindre vand i den hjemmeblandede, hvilket giver cementen mulighed for at afbinde med en større styrke til følge. Købt EPS-beton er flydende for at kunne pumpes.

---

Opskrift: Sådan laver du 100 liter EPS-beton

Følgende opskrift giver ca. 100 liter færdig EPS-beton og skal blandes i en tvangsblander for det bedste resultat:

Ingredienser:
- 10 liter vand  
- 10 liter cement  
- 20 liter grus 0-4
- 70 liter granuleret genbrugs-EPS

Denne opskrift giver en EPS-beton til terændæk med styrke nok til at bære en indvendig gulvbelægning i form af trægulv, klikgulv og klinker. Der indgår 150 kg cement på m3. Det normale interval for cementforbrug er fra 60 kg. til 450 kg. pr. m3, hvor 60 kg/m3 er det absolute minimum til boligformål og 450 kg/m3 er til parkeringshuse. Jo mere cement der anvendes, jo stærkere bliver betonen på bekostning af isoleringsevnen.Alt efter formål, kan mængden af cement reguleres hvis der tages hensyn til at vandindholdet reguleres, så cementen i betonen kan hydralisere og opnå fuld styrke. Forholdet 1:1 - cement:vand kan anvendes ved op- og nedskalering af cementindholdet.
 

Udstyr:
- Tvangsblander  - (det skal være en tvangsblander - en fritfaldsblander kan ikke løse opgaven)
- Løvsuger med en slange på udblæsningssiden (til nem indføring af EPS i blanderen)

---

GFremgangsmåde:

1. Start med basen:
   Hæld vand, cement og halvdelen af sandet i blanderen som er startet.

2. Tilsæt EPS i 3 omgange:
   Brug løvsugeren til at føre EPS'en ind i tvangsblanderen i tre portioner.  
   – Hver portion skal blandes grundigt, indtil kuglerne har taget farve af cement/sand-blandingen, før du tilsætter den næste.  
   – Det sikrer, at EPS’en bliver *coatet* jævnt og ikke klumper.

3. Afslut med resten af sandet:
   Når al EPS er i, tilsætter du den sidste halvdel af sandet og lader blandingen køre i mindst 10 minutter.

4. Udlægning:
   Betonen udstøbes i ønsket lagtykkelse. Det er let at styre fordi blandingen bliver meget kompakt med et højt sæt mål på mere end 25 cm. Materialet er let at forme og kræver ikke vibration - kun kompression med f.eks. bagsiden af en skovl.

Du skal ved lagtykkelser på 100 mm og derover regne med ca. 4 uger før vandindholdet i din støbning er kommet så langt ned, at du kan lægge trægulv under forudsætning af en temperatur på over 15 grader og rigelig ventilation. Hvis du få dage efter støbning, udfører et tæt afretningslag, f.eks. til klinker, spærrer du vandet inde i støbningen, der så vil hydralisere for langsomt, hvilket medfører at betonen ikke opnår den forventede styrke.

Praktisk om bæredygtigt

Ved at bruge genbrugsmaterialer som granuleret EPS fra nedrivninger og undgå traditionelle fugtsugende materialer, opnår du både en mere bæredygtig og langtidsholdbar løsning. Metoden egner sig særligt godt til steder, hvor almindelig isolering er svær at lægge, og hvor fugt og skadedyr er et problem.

 

Forbehold: Der gøres opmærksom på, at brug af Håndværksfag.dk opskrifter og anvisninger altid og i hvert enkelt tilfælde vil bero på en konkret vurdering på stedet. Håndværksfag.dk kan derfor ikke påtage sig noget ansvar for anvendelsen af opskrifter og anvisninger m.m. i de tilfælde, hvor Håndværksfag.dk ikke selv har et aftalt ansvar for vurderingen.