Linoliemaling

Oprettet d.

Linoliemaling

Linoliemaling har været anvendt i mange hundrede år. Den har fantastisk gode egenskaber - både udvendigt og indvendigt. Udvendigt beskytter den døre og vinduer af træ, ved ikke at lukke fugt inde i træet, som olie- og plastikmaling gør. Indvendigt får man en fleksibel maling, som holder længe med et absolut minimum af kemi.

På internettet tilbydes pigmenter i mange farver, der gør det muligt for dig at blande præcist den farvetone du ønsker. Du kan købe linoliemaling færdigblandet - det koster ca. kr. 700,- for 2,5 liter. Du kan alternativt blande den den selv - det koster ca. det halve for en meget bedre kvalitet end købemalingerne - og du kan blande den mængde du skal bruge, så du undgår rester, der står og trækker skind.

Linoliemaling stryges i tynde lag og er en dag eller to om at tørre. Det tørrer med ultraviolet lys og ilt - men uafhængig af temperaturen, så den kan bruges i frostvejr, hvis vejret er klart og luftfugtigheden lav.

Opskrift:

Dækkende hvid (uden tårer) - denne opskrift ligner ikke noget du kan finde på nettet - til gengæld virker den og er efterprøvet af forfatteren og bekræftet af flere kilder, med stor erfaring på området.

Farvepigment - 200 g. Zinkhvid og 600 g. Titanhvid 

1/2 l. kogt linolie til indendørs brug / Koldpresset linolie med fungicid til udendørs brug. Hvis du vil undgå at farven fra linolien påvirker farven fra pigmentet - specielt ved lyse pigmenter - skal du bruge bleget linolie, der er en hel del lysere end den ublegede olie.

Sikkativ (som hjælper tørringen) 2% af linoliemængden - 1 CL.

Evt. balsam-terpentin til regulering af konsistensen - fortynding - men bør undgås. Fortynd med linolie i stedet.

Det valgte pigment udgør ca. 150% (vægt) af malingen, så for at blande 1/2 liter linolie bruges 7-800 g pigment, for at få en dækkende maling.

Pigmentet hældes i en egnet skål til blanding og olien tilsættes langsomt under omrøring (med en røremaskine). Når pigmentet har konsistens som pasta, der lige akkurat kan udrøres, røres pastaen i mindst 20 minutter og pastaen er først klar, når den er glat, blank og uden synlige korn fra pigmentet. Det er lige her det vigtige sker - pigmentet findeles - eller rives - og du kan fint bruge den tid og energi du har, på netop dette - det kan ikke gøres om efter fortyndingen. Når du er tilfreds, tilsættes langsomt så meget linolie, at malingen får den ønskede konsistens. Nu skal blandingen hvile i en times tid, hvorefter den omrøres igen med 10 ml. sikkativ.

Sikkativ - HØJST 2% - dvs højst 10.ml. eller en centi-liter pr. 1/2 l. linolie. Hvis der kommer for meget sikkativ i, bliver malingen utilsigtet blank, når den tørrer.

Rengøring af blandeudstyr sker bedst med varmt vand og brun sæbe. Tør tingene grundigt af med køkkenrulle før vask.

Kogt linolie og balsam terpentin er oftest billigst i Biltema. Vær opmærksom på at linolien fra Biltema er tilsat sikkativ, så du skal højst bruge 1%.  Pigment, koldpresset linolie med fungicid og sikkativ hos Morsø maling.

Den nemme løsning:

Hvis du ikke vil fremstille din egen pigmentpasta, kan den købes færdig hos flere leverandører. Den skal tilsættes linolie indtil den ønskede konsistens opnås og sikkativ. Det er stadig billigere end færdigblandet linoliemaling.

Sikkerhed: Klude og linolie kan selvantænde ved relativt lave temperaturer. Det der sker er at olien oxyderer pa grund af iltindholdet i luften, hvilket udvikler varme, som kluden holder på. Ved tilstrækkelig høj temperatur antænder varmen olien. Det sker f.eks. hvis kluden efterlades i solskin eller i en skraldespand. Så klude brugt til malerarbejdet brændes, opbevares i en tætsluttende metalbeholder eller blot smides i en spand vand.

Forbehold: Der gøres opmærksom på, at brug af Håndværksfag.dk opskrifter og anvisninger altid og i hvert enkelt tilfælde vil bero på en konkret vurdering på stedet. Håndværksfag.dk kan derfor ikke påtage sig noget ansvar for anvendelsen af opskrifter og anvisninger m.m. i de tilfælde, hvor Håndværksfag.dk ikke selv har et aftalt ansvar for vurderingen.