Valg af- og pleje af pensler til linoliemaling

Oprettet d.

Valg af- og pleje af pensler til linoliemaling

Maling med linoliemaling kræver de bedste pensler for at få et godt resultat med fine tynde strøg hver gang. De bedste pensler er børstepensler med naturbørster - ikke nylon eller andre syntetiske materialer. Pensler fremstillet af syntetiske materialer er for bløde til de tynde strøg, der er forudsætningen for et godt resultat, når du maler med linoliemaling. Der er meget ofte en direkte sammenhæng mellem pris og kvalitet. De dyre pensler, skal behandles rigtigt for at holde længe.

Først skal de “døbes”. Det bliver de ved at hænge med børsterne dækket af ren rå linolie i et døgn, før de skal bruges. Børsterne må ikke stå på bunden af linoliebeholderen - de skal hænge, så børsterne ikke bliver skæve. Ved “dåben” mættes børsterne med linolie og de er klar til brug direkte efter. Denne fremgangsmåde, kan også bruges til pensler, der skal bruges til andet end linoliemaling, idet de bliver nemmere at rengøre.

Pensler rengøres med brun sæbe og vand, idet de mellem strygninger med samme farve, kan opbevares uden rengøring hængende med børsterne dækket af linolie.

Det eneste der må komme i kontakt med dine pensler er linolie(maling) og brun sæbe afskyllet med varmt vand. Følger du disse råd, vil dine dyre pensler holde længe. Penselholderen på billedet er fundet hos TEMU, men kan meget enkelt laves med en beholder og lidt 2mm ståltråd.

Klude med linolie kan selvantænde. Brænd disse efter brug.