Borebiller

Oprettet d.

Borebiller

Du kan sikkert genkende billedet. Træ, med mange 1-2 mm små huller. Nogle gange er der lidt støv - boremel - i tuer i nærheden af hullerne. Det er borebiller.

Hvad er borebiller? Borebiller, der også kendt som træorm, er små insekter der angriber og ødelægger træ. Deres liv består af fire faser: æg, larve, puppe og til sidst den fuldvoksne borebille der kan flyve. De voksne borebiller lægger deres æg i revner i træoverflader, gulvbrædder og træmøbler. Hvis du ikke leder målrettet efter dem, ser du aldrig andet end de små huller i træværket.

Da de ødelægger styrken i træet, er det et dyr, som det kan betale sig at slippe af med, og det er ikke så svært, selvom de ikke kan ses. Borebiller elsker høj luftfugtighed, fordi de ud over cellulosen fra det træ de gnaver sig igennem, også behøver vand. Her ligger nøglen til en effektiv bekæmpelse.

Hvis du har set de små huller i noget af dit hus træværk eller møbler, skal du først finde ud af om angrebet er aktivt. Der er mange borebilleangreb, som er gået i sig selv igen, og derfor ikke er aktive - f.eks. en stol fra et loppemarked, som har skiftet fra et hjem med høj luftfugtighed til et hjem med lav luftfugtighed. Du finder ud af om angrebet er aktivt, ved at lægge papir under det angrebne sted og kigge efter boremel - det kan koldt tage lidt tid, så giv det 14 dage.

Hvis du finder spor efter borebillerne er luftfugtigheden hvor træet er for høj. Din luftfugtighed kan du måle med et hygrometer. Der findes to udgaver af hygrometre: et mekanisk med en viser og et elektronisk med display og måske en app. Det sidste er at foretrække, da de indsamler data om temperatur/luftfugtighed over tid - f.eks. hver time og de er relativt billige på nettet.

Du kan også kigge efter kondens. Hvis der nederst på dine termoruder er vanddråber på den indvendige side, så er det et signal til dig om at din luftfugtighed er for høj.

Luftfugtigheden kan du regulere med ventilation og varme. Når din luftfugtighed kommer ned under 60%, stopper borebillerne deres aktivitet og hvis luftfugtigheden fastholdes lav - så dør larverne inde i træet.

I byggemarkedet findes der gift som kan sprøjtes på træet og skadedyrsbekæmpere står i kø, for at sprøjte dit træværk med gift. Paradokset er, at hvis forudsætningerne for borebiller - høj luftfugtighed - er til stede, så kommer de igen og hvis forudsætningerne fjernes - lav luftfugtighed - så dør de uden sprøjtning.

I gamle dage mente man at petrolium kunne løse problemet - det kan det ikke. Hvorfor udsætte sit hjems indeklima for dampene fra gift og opløsningsmidler, når det slet ikke er nødvendigt.

Forbehold: Der gøres opmærksom på, at brug af Håndværksfag.dk opskrifter og anvisninger altid og i hvert enkelt tilfælde vil bero på en konkret vurdering på stedet. Håndværksfag.dk kan derfor ikke påtage sig noget ansvar for anvendelsen af opskrifter og anvisninger m.m. i de tilfælde, hvor Håndværksfag.dk ikke selv har et aftalt ansvar for vurderingen.